Øg din forbrænding med styrketræning

Blandt mange danskere florerer der den meget gængse misforståelse, at ønsker man at opbygge muskler og blive større og mere trimmet, skal man styrketræne, mens man skal dyrke cardio, hvis man forsøger at tabe sig og forbrænde kalorier.

Misforstå os ikke – det er ikke forkert, men det er samtidig en sandhed med modifikationer. Det er nemlig ikke sådan, at man ikke kan forbrænde kalorier via styrketræning, og den mest optimale løsning er faktisk en kombination af begge dele. Det er korrekt, at du ikke forbrænder lige så mange kalorier ved styrketræning, som du gør ved cardio – i øjeblikket.

Det forholder sig imidlertid sådan, at styrketræning øger din hvileforbrænding betydeligt, så du forbrænder flere kalorier, når du ikke laver noget, og det gør sig faktisk gældende hele døgnet igennem. Dette gøres bedst ved at træne de store muskelgrupper som ryg, baller og lår.

Tommelfingerreglen er, at du forbrænder 20 kcal ekstra i døgnet pr. ét kilo muskler. Det betyder altså, at øger du din muskelmasse med to kilo, kan du forbrænde 40 kcal mere i døgnet, hvilket løber op i 280 kalorier om ugen – helt uden at lave noget. Desuden sker der det, at du, når du styrketræner, omdanner overskydende fedt til muskler, så du opnår en mere stram og trimmet krop uden nødvendigvis at blive hverken stor eller muskuløs.

Opnå den perfekte bikinikrop med styrketræning

Særligt kvinder er bange for styrketræning, fordi de frygter at blive store og maskuline, og derfor ser du dem ofte ved løbebåndet eller cirkeltræneren, eller ovre ved spejlene med de helt små 1-kilos vægte i hænderne. Der er dog ikke noget i vejen for at smide flere kilo på, da kvinder helt biologisk og anatomisk slet ikke er disponerede for den maskuline kropsbygning og opbygning af muskelmasse som mænd. Stærke muskler er ikke nødvendigvis lig med store muskler – se bare på gulvgymnasterne ved OL.

Når belastningen bliver for let, udfordrer du ikke længere musklerne, og dermed reduceres udbyttet af træningen, hvorfor du altså risikerer at bruge rigtig meget unødig tid på træning, som ikke har nogen synderligt gavnlig effekt. Ved at kombinere cardio og tung styrketræning med få gentagelser kan du faktisk opnå rigtig flotte resultater, hvor du både strammer kroppen op og forbrænder fedt, og med den rette balance kan du få den perfekte bikinikrop med de helt rette proportioner.

En ting der dog er helt essentielt, når du styrketræner er, at du opretholder balancen i musklerne. Med dette menes, at du husker at træne både for- og bagsiden af musklen, så du ikke ender med at gå helt foroverbøjet, fordi du har negligeret ryggen og kun trænet mave og bryst. Sørg altid for at være opmærksom på proportionerne, så du kommer hele kroppen rundt, selvom dit fokus måske primært ligger på at få en flottere bagdel eller tyndere lår.

Slutvist skal du huske på, at du ikke behøver træne 5 gange om ugen for at opnå resultater, og det er langt bedre at komme afsted én gang om ugen end slet ikke at komme afsted – lidt har også ret.